Landtur med ”El Prebsi” - Søndag d. 6. maj 2012

 

Søndag formiddag, kaffen og rundstykkerne er gledet ned

og Udo fra Gl. Ry er lige dukket op på sin Super Magna.

Han er varmt klædt på for det er køligt – endnu ikke 10 grader.

Vejrudsigten melder ”skyet med nogen sol”.

Vi kører mod Silkeborg med et enkelt stop ved tanken.

Regel nr. 1: Man møder i Lunden med fuld tank.

.

.

.

 

 

 

På vejen møder vi Hans ”Lam”(han er så blid), som en anden kendt fossil: Jens Bondemand så præcist udtrykker det.

Hans ”Lam” har fået et blåt øje – dog foran på Bandit´en – så nu kan han også se at køre i mørke.

 

Vi når Lunden og de første morgenfriske fossiler er allerede mødt op:

El Prebsi på sin nyservicerede Aprillia Futura.

Allan på sin BMW der er ”købt sort” på trods af formanden nu mener den var blå sidste år.

Arne Friis på sin flotte sølvfarvede BMW R1150RT. Gensynsglæden og snakkesageligheden er sædvanen tro stor.

Knud Nielsen, Galten ruller ind i Lunden på sin fine Honda Deauville med extra projektører foran.

 

 

 

 

Knud har  fået nye høreapparater og kan nu høre.

Alligevel bliver fossilerne af gammel vane ved med at råbe til Knud!?!

 

Lars- lillebror ”Lam” dukker op på sin røde GSX 750,

Ove dukker også op på sin Kawa raket og efterhånden mønstrer vi 10 køreglade fossiler.

Åge Iversen, Engesvang er også med på sin fine K1200RS købt af Fomsgaard i sin tid.

El Prebsi fører an – tanktasken med kortet er spændt fast på bagsædet!!(Magneter og plastictank – dårlig kombination).

 

 

 

 

Turen går gennem Lemming til Grønbæk, Ans, Sahl, Ulstrup og vi lander på parkeringspladsen ved Fussingsø, hvor mountainbikere og konfirmander poserer.

Turen hertil var fantastisk flot og respekt for Prebens evner til at finde vej ad de små snoede veje med kortet bagpå.

Her nød vi en kop kaffe og hinandens selskab inden turen gik videre ad små vej mod Hobo – eller var det nu Holstebro??? Preben??

Preben guidede os ned på pladsen foran restaurant Bramslev Bakker, hvor der var en fantastisk udsigt ud over Mariager Fjord.

Der var desværre konfirmation i restauranten, så det var kun dem der var så forudseende at have madpakker med, der fik noget at spise.

Det lykkedes at lokke Preben med helt ned til vandkanten og uden det helt store brok tilbage op ad den stejle stigning.

Det kan Ove bevidne – han gik også med.

.

.

.

 

Turen gik videre til Hadsund og jagten på en pølsevogn gik ind.

Preben er nu blevet så tynd at han har mistet sin berygtede skarpe lugtesans for stegte pølser

og det lykkedes ham at køre forbi en pølsevogn og over broen.

Dette fik Hans dog hurtigt rettet op på og hele flokken vendte og kørte tilbage til Hadsund.

Det viste sig at pølsevognen var lukket og sat til salg.

 

Tilbage gik det over broen igen og gennem det idylliske Dania videre  mod Mariager.

Her fandt vi på havnen et velbesøgt cafeteria med både pølser, sandwich, grillede måger og kaffe.

 

 

 

Så gik det sydpå gennem Hvidsten – forbi kroen hvor P-pladsen var stuvende fyldt,

gennem Randers mod Silkeborg, hvor vi drejede fra i Houlbjerg med kursen mod El Prebsi´s sommerhus(e),

for afhentning af den grønne slagters spegepølser og hvor Bodil bød på kaffe.

Herefter gik det den direkte vej hjem, kolde men glade og tilfredse.

Tak til Preben Vestergaard for den flotte og hyggelige tur og tak til fossile medlemmer for at køre med.

 

Således oplevet

 

John