Koldinghus - 2. juni 2009

Første stop, efter at have kørt via Gludsted og Ejstrupholm, var Hastrup Mølle ved Thyregod.Her krydser man Skjern å, som løber gennem Rørbæk Sø og videre til Hastrup Sø og videre mod vest.

Her er rigtig smukt på en solskinsdag, som denne.

Turen går nu videre til Jelling for igen at holde pause ved Fårup Sø. Her er tid til kaffe, is, og andet, hvad man har brug for. For en Fossil kan det bare ikke blive for hyggeligt.

Vi fortsatte nu ad snoede veje gennem Skibet, Jerlev og mange små byer ad små snoede og smukke veje til Kolding.

Vi nåede Kolding, nu var det frokosttid. En fortovsrestaurant på et hyggeligt torv, det kunne alle blive enige om, og der blev serveret rigtig god mad, og stemningen – gæt selv –

Efter frokost indtog vi Kolding Hus. Det er et rigtigt dejlig sted, flotte gamle bygninger og smuk natur med udsigt over byen.

Tilbage til vore motorcykler og hjemad det gik, ad større og mindre veje via Munkebjerg, og med en pause ved Vejle Fjord. Videre til sidste stop på rastepladsen ved Velling Skovene.

En dejlig dag med Fossile venner og deres fælles interesse ”MOTORCYKLEN”

Således oplevet
Jens F.

PS. Julle er jo en mand, der sætter sig ind i tingene, og har skrevet følgende beretning. Julle! Jeg håber det er OK, at jeg fortæller den her:

Beretningen vil vide, at her tidligere boede en røverbande i Velling Skovene, der plyndrede de rejsende på vejen.

En dag overfaldt røverne en rejsevogn, hvori der sad en køn ung pige. Hende kunne røverne ikke nænne at slå ned eller lade gå, så i stedet tog de hende med hjem, hvor hun måtte sværge ved sin evige salighed ikke for noget menneske eller dyr at røbe deres tilholdssted.

Flere gange blev pigen sendt til møllen efter gryn og mel, og naturligvis var møllerne interesserede i denne unge pige, som altid svarede dem undvigende.

En dag da møllerne pressede hende hårdt, vendte hun sig om og sagde: ”I Velling Skov der bor de røvere 12 dybt under jorden, men det har jeg hverken sagt til mennesker eller dyr, kun til de grå sten på vejen”.

Menneskene hørte hende imidlertid, og da hun forlod møllen prikkede de hul i hendes grynsæk, så de kunne følge hendes spor ind i skoven. Her fandt de røverne, som blev taget til fange og ført ned til en lille sø i skoven, hvor de bagbundne blev drevet ud og druknet.

Den eneste ligtale der blev holdt over røverne, var da lederen af de folk, der havde fanget dem, sagde: ”Lig så der I hunde”, og deraf fik søen sit navn!