Ervind havde budt op til dans - og jeg skal love for at der blev taget godt imod invitationen. 20 cykler mødte op i Lunden - på denne herlige efterårs søndag.
Enten var det et spørgsmål om, at det bare var med at udnytte denne chance for at røre motorcyklen (inden regntiden sætter ind i nat :-) eller også var det det kulinariske indslag på Restaurant St. George, der trak.
Det kan være, at vi skal lave flere ture, hvor der er lagt et lille lækkert restaurationsbesøg ind på ruten :-)
Men ellers så fulgte vi Ervind og hans GPS - ud af Silkeborg ad en herlig rute.
Jeg er ikke sikker på at det havde været nødvendigt med en GPS denne dag - for selvom vejen vekslede meget - med lange lige stræk - små snoede veje - lidt op og lidt ned - så var der - uanset hvor og hvordan vi kørte - en frisk modvind hele vejen indtil vi nåede Borup - og for første gang fik et vue ud over Vesterhavet.
Første rigtige stop var ved Fjerring, hvor vi stillede cyklerne og fik et pragtfuldt kik ud over Vesterhavet.
Og det er jo i sådant et vejr, at man skal opleve Vesterhavet. Ikke at det var vildt - men bare sådan som det skal være. Og det betød jo så også at vi nu havde vinden skråt bagfra indtil vi nåede Torsminde.
Hele turen der til havde vi klitterne på højre hånd og Bøvling Fjord på venstre hånd.
Og så landede vi ellers i Torsminde og drejede ind til St. George. Her ligger både restauranten og strandingsmuseet - med den fineste udsigt over havnen i Torsminde.
Uha det var godt at få både lidt vådt og tørt og en snak om året der gik og de mange ture, som vi har været på - og også om det kommende år.
Herefter fortsatte turen sydpå - stadig med klitterne på højre hånd - men nu med Nissum Fjord på venstre hånd indtil vi nåede Bjerghuse, hvor Karen stod klar med både kaffe og kage.
Her havde Karen og Ervind disket op til den helt store guldmedalje ved deres campingvogn. Som du kan se så strålede solen om kap med os her i det vestjyske.
Og så stod den ellers på medvind resten af turen.
Ned til Ulfborg - og ind over Thorsted og Trehøje - indtil vi manøvrerede ind på motorvejen mod Silkeborg, hvor cyklerne fik lov til at strække ud.
Ikke noget at sige til at der var så stor tilslutning - Ervind havde lavet en pragtfuld tur med alt det man kunne tænke sig.
Tak til Ervind for en super tur.
Således oplevet - Julle