Søndagen startede jo helt fantastisk - og da jeg ræsede svedende rundt med plæneklipperen søndag formiddag - så lå tankerne helt klart på den kommende tur med Fossilerne om eftermiddagen.
Men efterhånden som timerne gik kom der flere og flere skyer på himlen - så hvorfor havde vi da ikke proklameret turen til at starte ved solopgang :-)
Ikke desto mindre var vi 10 Fossiler, der troppede op i Lunden den 13. kl. 13.
Turen gik stik sydpå - og med kun 28 km på decideret landevej, var der lagt op til mange herlige km på de snoede veje i og omkring Vejle Ådal.
Første stop var ved Fårup Sø - hvor der var mulighed for at få tanket (maven) op. Næste stop var Skærsø (hvor vi stod lidt i læ for en lille byge) - og så blev der ellers tanket (tanken) op i Egtved.
Efter en lille tur forbi Egtvedpigens grav - stod den på (lidt) grusvejskørsel i Vejle Ådal (Vi fulgte simpelthen Hærvejen)
Og der blev da også tid til at aflægge Bindesballe Købmandsgaard et visit.
Og det er jo herligt at gå på opdagelse i de mange små rum - og lade nostalgien råde - og falde i svime over alle mulige former for remedier - for slet ikke at tale om Richs, Valo og fem Eifel - for os for hvem det var dagligdag - engang.
Lidt længere henne ad vejen (læs "grusvejen") havde vi det flotteste vue ud over Engelsholm Sø - med Engelsholm Slot knejsende på den anden side - jeg vil tro at vi alle sammen sad mere eller mindre sidelæns på motorcyklen.
Efter flere grusveje (altså Hærvejen) kom vi igennem Kollemorten og forbi Øster Nykirke kirke (det hedder den) - men den fantastiske udsigt ud over det midtjydske.
Og så gik det ellers ned ad bakke - i ordets bogstaveligste forstand - og også med vejret.
Så efter at have kæmpet med fem kilometer styrtregn, søgte vi læ ved Rørbæk Sø - mens det værste blev overstået. Formanden var lidt utålmodig - så han drog hurtigt af sted - vi andre skulle knapt så langt - så vi gav den lige ti minutters ekstra pause - og slap så til gengæld for mere vand fra oven (men kunne jo ikke undgå at gøres os beskidte med alt det der kom op fra de drivende våde veje (læderbukserne er nu (et lille døgn senere) næsten helt tørre).
Men en herlig tur på i alt 172 km med alt andet end motorvej på programmet (og der skete jo alligevel heller ikke noget særligt i Tour d'France den søndag eftermiddag :-)
Således oplevet - Julle