Rørbæk Sø - 01.09.2007

Ung og gammel - nyt og gammelt - der var det hele da vi var 6 fossiler samlet en herlig lørdag eftermiddag denne første "efterårsdag".

Nogen af os var ikke så gamle - nogen lidt ældre - nogen cykler var sprit nye - nogen lidt ældre - nogen havde ikke været medlem så længe - nogen noget længere.

Fem cykler og seks fossiler trodsede det gode vejr og mødtes i Lunden.

Og efter at have snakket om ham knallerten der (heldigvis) ikke skrammede hverken Dan eller hans MC - men blot løsnede sidespejlet - så var det tid til at finde den ultimative tur (I ved den som ingen havde prøvet før :-)

Det kan jo ikke lade sig gøre sådan en lørdag eftermiddag - så vi bestemte os for en tur til Rørbæk Sø (Har du været der i år?)

 

 

 

Ned over Gjessø - Asklev - Vrads - Gludsted og Ejstrupholm.

Pølsemanden havde også åbent - så en enkelt "Fransk" kunne man vel altid spise - og så gik snakken ellers om alle de steder, som vi havde været i løbet af sommeren - det er jo altid rart at få lidt inspiration til de kommende sæsoner.

Så efter et par kopper te og kaffe (til at skylle den dårlige smag af den franske væk) sadlede vi op igen.

 

 

 

 

Truende skyer trak op mod vest - så vi tog turen mod øst ud igennem Vejle Ådal. Det er altså en herlig tur - med masser af herlige sving.

Og så ellers til venstre - mod Tørring - Åle - Mattrup Gods - og et lille stop i Grædstrup, hvor vi også fik sagt pænt farvel til hinanden.

Fra Grædstrup er der jo noget større veje ind mod Silkeborg - så det var meget naturligt, at vi også satte farten lidt op.

 

 

 

Man må den ene gang efter den anden forbavses over de kræfter der er i en motorcykel.

Når man skal op ad bakken fra Katrinedal - og kører i bil - så sker der ikke ret meget, når man træder speederen i bund.

Men når man sidder på sin cykel og drejer på håndtaget, så skal man altså forholdsvis hurtigt slække igen for ikke at overskride hastighedsbegrænsningerne :-)

 

 

 

 

Alt i alt en herlig tur - på de der veje som alle andre i Danmark misunder os.

Således oplevet - Julle