Nå
nå - jeg smuttede ned og tankede op og det var faktisk opholdsvejr, da jeg som
den første rullede ind på Lundens Pplads.Det pisregnede i flere timer op til klokken 14 den lørdag i April hvor vi skulle mødes i Lunden og kickstarte foråret med årets første fossiltur rundt i omegnen og ned på CafeEwald til en oplining af maskiner og øl/kaffe/hyggesnak.
Det var da også med spænding jeg kørte op til Lunden. Mette havde i sidste øjeblik meldt fra – hun mener hun HAR bevist at hun kan køre i både kulde og regn!
Nå
nå - jeg smuttede ned og tankede op og det var faktisk opholdsvejr, da jeg som
den første rullede ind på Lundens Pplads.
Een efter een rullede Knud på sin nye Intruder, Finn Kawa, KajVerner og til sidst Ib ind på pladsen og vi ventede pligtskyldigt på alle de andre. De kom dog aldrig, så vi sadlede op og netop som vi satte i gear begyndte det at styrte ned igen.
Man bli’r så dejlig glad for sit regnsæt i sådan en situation – især hvis man har det på – og det havde jeg!
Regn eller ej – det var faktisk en herlig tur – om ikke andet så alene af den grund at det var årets første med Fossilerne. For skal jeg være helt ærlig er der da kun én grund til at køre på motorcykel i den slags vejr, og det er, at det har været en m e g e t lang vinter og man i den grad trænger til at få kørt nogle km.
Og så kan man godt gå hen og blive lidt forårskåd. Det var dog ikke det, der fik Ib til at lave et lille spin-out ude midt på Horsensvej i Rodelund. Pludselig forsvandt baghjulet under ham og Ib kurede rundt sammen med sin BMW nede på den våde asfalt. Men Ib er en resolut herre – han fik BMW’en på højkant på få sekunder og turen kunne fortsætte næsten uden nogen opdagede noget.
Da vi rullede ind på Papirfabrikken blev vi modtaget som helte af alle de andre, som vi forgæves ventede på ude i Lunden. De havde fundet derned i bil !?!? eller var det bybus?
Og så kan det nok være snakken gik om vejret, om Ibs stunt, om vinteropbevaring, om årets store ture der venter os, og alt det andet vi nu plejer at sludre om. Målt på støjniveauet i Cafe Camera (der var ikke plads på Cafe Ewald) var der i hvert fald meget der skulle fortælles.
En god times tid senere forsvandt vi hver til sit - ud i foråret
Tak for’et,
Søren